Syd for den frugtbare halvmåne strækker sig halvøen, som har fået sit navn efter de arabere, der beboer den. Arabien var rammen for profeten Muhammads karriere, som den fortælles i de muslimske kilder, og gør derfor et særligt krav på opmærksomhed hos dem, der er interesseret i den efterfølgende udfoldelse af nærorientalsk historie. Fra begyndelsen bør vi dog være opmærksomme på to forbehold. For det første er forbindelsen mellem Arabien og dets folk og deres kultur på den ene side og islam på den anden side problematisk. Den religiøse tradition, som vi i dag identificerer som “islam”, kan være begyndt i en arabisk kontekst, og denne kontekst forblev helt sikkert central for den senere udvikling af religionen af mange forskellige årsager – f.eks. det faktum, at Koranen er på arabisk, som var sproget for indbyggerne på halvøen, eller den betydning, som muslimer senere tillagde profetens og hans ledsageres opførsel, når det gælder om at bestemme, hvad der udgør et “rigtigt” islamisk liv. Men er det nyttigt at betragte islam som et produkt af Arabien, sådan som den islamiske tradition gør det? Det er helt sikkert, at det demografiske og kulturelle tyngdepunkt i den islamiske verden hurtigt flyttede sig ud over den arabiske halvø. Selv hvis den arabiske smeltedigel er vigtig, hvad betyder det så helt præcist? I hvilket omfang var Arabien i det sjette og syvende århundrede f.eks. integreret i de større kulturelle og religiøse mønstre i resten af Mellemøsten? Arabien er måske nok det sted, hvor islam begyndte, men kulturerne og traditionerne i andre områder, især de mere befolkede regioner i Det nære Østen fra Egypten til Iran, spillede uden tvivl en mere afgørende rolle i den efterfølgende afgrænsning af den islamiske identitet.