Download PDFDownload e-bog (ePub)

Målet med denne artikel

I denne artikel vil vi skitsere vores forståelse af de forskellige former for tjenester i kirken. Vi foretrækker at bruge udtrykket “former for tjeneste” (1 Kor 12,5) i kirken frem for stillinger. Kristus kalder os til at tjene i Kirken og ikke til at stræbe efter stillinger. Efter at have berørt nogle grundlæggende principper, der hører til dette emne, vil vi kort beskrive kirkestrukturen, som den var på Det Nye Testamentes tid, og sammenligne den med situationen i de institutionelle kirker i dag. Til sidst vil vi præsentere årsagerne til, at vi ikke har én præst, og forklare, hvorfor vi har valgt at vende tilbage til kirkestrukturen i de nytestamentlige samfund.

1 Alle kristne er brødre og søstre

Jesus Kristus er kirkens hoved. Han har et direkte og levende forhold til alle kristne uden nogen anden formidler.

Thi der er én Gud, og der er én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus… (1 Timotheus 2:5)

Alle kristne er brødre og søstre, og sammen tager de sig af kirken – hver efter de gaver, han har modtaget.

Men Gud har sammensat legemet således, at han har givet større ære til den del, der manglede den, for at der ikke skal være nogen splittelse i legemet, men for at lemmerne skal have den samme omsorg for hinanden. (1 Korinther 12:24-25)

Men I skal ikke kaldes rabbiner, for I har én lærer, og I er alle brødre. Og kald ingen på jorden jeres fader, for I har én fader, som er i himlen. Lad jer heller ikke kalde instruktører, for I har én instruktør, nemlig Kristus. Den største af jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal blive ydmyget, og den, der ydmyger sig selv, skal blive ophøjet. (Matthæus 23:8-12)

Der er forskelle blandt kristne med hensyn til erfaring, viden om Bibelen og lydighed mod Gud. Vi bør være opmærksomme på disse forskelle, men vi bør aldrig betragte dem som grundlæggende forskelle. Vi kan ikke dele de kristne op i to grupper – dem, der er blevet sat i stand til at åbenbare Guds vilje, og dem, der følger efter (dvs. præster og lægfolk, dem, der er blevet døbt med Helligånden og dem, der ikke er blevet døbt med Helligånden osv.).

2 Kirkens struktur i nytestamentlig tid

2.1 Ældste

I Apostlenes Gerninger læser vi om forskellige eksempler på, at apostlene udpegede ældste:

Og da de havde udpeget ældste for dem i hver menighed, overgav de dem med bøn og faste til Herren, som de havde troet på. (ApG 14:23)

De ældste (græsk: ældste = presbyteros) er kristne, som på grund af deres modenhed i troen og deres lydighed blev respekteret af menighederne og tog sig af dem. I Det Nye Testamente kaldes de også for opsynsmænd (græsk: tilsynsførende = episkopos) og hyrder (græsk: poimenes) i menigheden.

Nu sendte han fra Milet til Efesus og kaldte de ældste i menigheden til at komme til ham. (ApG 20:17)

…og i samme sammenhæng læser vi om de samme mennesker:

Se derfor til jer selv og til hele flokken, hvor Helligånden har sat jer som tilsynsførende til at vogte Guds menighed, som han har købt med sit eget blod. (ApG 20:28) (Darby-oversættelse)

De ældste, der blev nævnt i vers 17, kaldes her i vers 28 for opsynsmænd. Deres tjeneste er at være hyrder for Guds forsamling. Den måde, hvorpå disse udtryk bruges i flæng, afslører, at de ikke beskriver forskellige niveauer i hierarkiet. De beskriver blot forskellige aspekter af den samme tjeneste. I nogle oversættelser bliver ordet “opsynsmand” (episkopos) gengivet som “biskop” i nogle oversættelser. I Bibelen betyder episkopos blot en ældste og kan ikke sammenlignes med de såkaldte “biskopper” i dag. Faktisk var det først i det andet århundrede, at en enkelt person blev leder af et samfund i en by, i modsætning til på apostlenes tid, hvor samfund ikke blev ledet af en enkelt person, men af et kollektiv af ældste.

Ældre tiltales i flertal i Filipperbrevet 1:1 og 1 Peter 5:1-5.

Paulus og Timotheus, tjenere i Kristus Jesus,
til alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi, sammen med opsynsmændene og diakonerne…. (Filipperne 1:1)

Så formaner jeg de ældste blandt jer, som en medældste og vidne om Kristi lidelser…. (1 Peter 5:1)

I Apostlenes Gerninger 14:23 og Titus 1:51 blev der udpeget flere ældste.

Denne struktur var en vis form for beskyttelse mod falske lærdomme. Hvis en af de ældste gik på afveje, så ville han blive irettesat af de andre.

Påpasset jer selv og hele den hjord, som Helligånden har sat jer til opsynsmænd for … og fra jeres egen midte vil der opstå mænd, der taler forvredne ting, for at trække disciplene med sig efter sig. (ApG 20:28,30)

Det var også en beskyttelse mod faren for, at en enkelt person kunne få en ophøjet stilling, hvilket kritiseres i 3 Joh 9:

Jeg har skrevet noget til menigheden, men Diotrefes, som gerne vil sætte sig selv først, anerkender ikke vores autoritet.

Den kollektive ledelse af det kristne samfund, som illustreret ovenfor, betyder ikke, at de ældste bestemmer alt. I Matthæus 18:15-18 viser Jesus, at de vigtigste beslutninger bør bæres af hele menigheden.

Hvis din bror synder, så gå hen og vis ham hans fejl i enrum; hvis han lytter, har du vundet din bror. Men hvis han ikke lytter til dig, så tag en eller to mere med dig, så at enhver kendsgerning kan blive bekræftet ved to eller tre vidners mund. Hvis han nægter at lytte til dem, så fortæl det til menigheden; og hvis han nægter at lytte selv til menigheden, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og alt, hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. (Matthæus 18:15-18, NASB)

Hvad så, brødre? Når I kommer sammen, har hver enkelt en salme, en lektion, en åbenbaring, en tunge eller en fortolkning. Lad alt ske for at opbygge…. Lad to eller tre profeter tale, og lad de andre afveje det, der bliver sagt. Hvis der gives en åbenbaring til en anden, der sidder der, skal den første tie stille. For I kan alle profetere én efter én, så alle kan lære og alle blive opmuntret. (1 Korinther 14:26,29-31)

Lelskede, selv om jeg var meget ivrig efter at skrive til jer om vores fælles frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive og appellere til jer om at kæmpe for den tro, der én gang for alle er blevet overleveret til de hellige. (Judas 3)

Alle kristne bærer ansvar for den lære og de beslutninger, som kirken, som er Kristi legeme, har truffet. En ældste skal ikke erstatte kroppens funktion, men han skal sørge for dens velbefindende.

2.2 Diakoner

I Filipperbrevet 1:1 nævnes diakoner. Det græske ord betyder en “tjener”, “hjælper” eller “tjener”. Beslægtede udtryk findes i Apostlenes Gerninger 6:1-6.

… deres enker blev forsømt i den daglige uddeling2. (ApG 6:1)

Det er ikke rigtigt, at vi skal opgive at forkynde Guds ord for at tjene3 borde. (ApG 6:2)

Det drejer sig her om uddelingen af mad blandt de nødlidende kristne. Apostlene udnævnte syv disciple, som påtog sig denne tjeneste. De kaldes ikke for diakoner i dette afsnit, men højst sandsynligt er ordet “diakon”, som bruges i Filipperbrevet 1:1 og 1 Timotheus 3:8, også forbundet med tjenesten med at organisere og uddele materielle ting.

3 Kirkens postapostolske struktur

Efter apostlene Peters og Paulus’ død ændrede situationen sig ikke væsentligt. Det kan vi se af et brev, som det kristne samfund i Rom skrev til det kristne samfund i Korinth omkring år 70 e.Kr. Dette brev er kendt som Clemens’ første brev. Det er ikke en del af Det Nye Testamente, og vi citerer det her kun som et historisk dokument. Det vigtigste emne i dette brev er den rette respekt for de ældste. Vi læser der:

For vores synd vil ikke være lille, hvis vi fra bispedømmet udstøder dem, der ulasteligt og helligt har opfyldt dets pligter. Salige er de præster, som efter at have afsluttet deres kursus før nu har opnået en frugtbar og fuldkommen afgang ; for de har ingen frygt for, at nogen skal fratage dem den plads, som nu er tildelt dem. Men vi ser, at I har fjernet nogle mænd af udmærket opførsel fra embedet, som de har udfyldt ulasteligt og med ære. (1 Clemens 44)

Vi læser om presbytere (ældste), som opfylder episkopatets opgave (en tilsynsførendes opgave). Begreberne episkopos (opsynsmand) og presbyteros (ældste) bruges endnu en gang synonymt i dette brev, mens vi ikke læser noget om en enkelt leder. Vi kan her se, at den nytestamentlige kirkestruktur, som den er beskrevet ovenfor, ikke ændrede sig selv efter apostlenes død. Apostlene udpegede ikke enkeltledere over de lokale menigheder, selv da de forlod denne verden bag sig. Så da apostlen Paulus endelig forlod den Efesiske kirke, selv om han var klar over, at nogle kristne var i fare for at falde fra, sagde han blot:

Og nu anbefaler jeg jer til Gud og til hans nådes ord…. (ApG 20:32)

I begyndelsen af det andet århundrede finder vi dog allerede en enkelt leder i en række lokale kristne samfund i Lilleasien og det syriske Antiokia. De blev kaldt “episkopoi” (tilsynsførende), hvilket oprindeligt var et synonym for ældste. Vi læser om dem i Ignatius’ breve fra Antiokia (ca. 35-c. 110) uden nogen henvisning til, at de skulle være særligt udpeget af apostlene. Intet tyder på, at monopiscopatet4 opstod ved apostlenes vilje. Bortset fra Matthias, der afløste Judas som den tolvte apostel (ApG 1:15-26), er der ingen omtale i Bibelen af behovet for at udpege efterfølgere til apostlene.5

Ignatius forestillede sig biskoppens rolle i kirken således:

Sørg for, at I alle følger biskoppen, ligesom Jesus Kristus følger Faderen…. Lad ingen gøre noget, der har med kirken at gøre, uden at biskoppen er til stede. …Hvor biskoppen optræder, der skal også folkets skare være; ligesom der, hvor Jesus Kristus er, der er den katolske6 kirke. Det er ikke lovligt uden biskoppen hverken at døbe eller at fejre en kærlighedsfest; men alt, hvad han godkender, er også velbehageligt for Gud, så at alt, hvad der gøres, er sikkert og gyldigt. …Den, der ærer biskoppen, er blevet æret af Gud; den, der gør noget uden biskoppens viden, tjener i virkeligheden Djævelen. (Smyrna 8:1-9:1)

At fremhæve en enkelt persons rolle på denne måde er helt fremmed for Det Nye Testamente.

Denne udvikling fortsatte, således at Ireneus fra Lyon i slutningen af det andet århundrede betragtede episkopoi’erne som apostlenes efterfølgere.

4 Den romersk-katolske kirkestruktur

I dokumenterne fra det romersk-katolske andet Vatikankoncil (1965) kan vi læse:

Men opgaven med at fortolke Guds ord autentisk, hvad enten det er skrevet eller overleveret, er udelukkende blevet overladt til Kirkens levende læreembede, hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn. Dette lærerembede står ikke over Guds ord, men tjener det, idet det kun underviser i det overleverede, lytter andægtigt til det, vogter det omhyggeligt og forklarer det troværdigt i overensstemmelse med en guddommelig befaling og med Helligåndens hjælp, idet det fra dette ene trosdepot uddrager alt det, som det fremlægger til tro som guddommeligt åbenbaret. (Dei verbum 10)

Hvad dette praktisk betyder er, at man har brug for en særlig “nøgle” for at “låse” Bibelen op. Ifølge den romersk-katolske kirke er det præsterne som repræsentanter for biskoppen, der har nøglen til at låse op for skriftens sande betydning.

Postelen Johannes skrev derimod i sit første brev til alle kristne:

Jeg skriver disse ting til jer om dem, der forsøger at forføre jer. Men den salvelse, som I har modtaget fra ham, bliver i jer, og I har ikke brug for, at nogen skal undervise jer. Men ligesom hans salvelse lærer jer om alting, og som er sandt og ikke er løgn – ligesom den har lært jer det, så bliv i ham. (1 Johannes 2:26-27)

Nøglen til at forstå de hellige skrifter er Helligånden, som bor i alle kristne. Det er den salvelse, som Johannes henviser til.

I den romersk-katolske kirke sammenligner man ofte biskoppernes autoritet med apostlenes autoritet. Vi betragter apostlenes autoritet som enestående på grund af deres personlige erfaring med Jesus og den rolle, de spillede ved at lægge kirkens grundvold.

Så er I altså ikke længere fremmede og udlændinge, men I er medborgere med de hellige og medlemmer af Guds husstand, bygget på apostlenes og profeternes grundvold, idet Kristus Jesus selv er hjørnestenen…. (Efeserne 2:19-20)

Apostelen Paulus forbinder også sit apostelskab med at have set Jesus:

Er jeg ikke fri? Er jeg ikke en apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit håndværk i Herren? (1 Korinther 9:1)

5 Den sædvanlige kirkestruktur i protestantiske og frikirker

De fleste protestanter og frikirker afviser den romersk-katolske doktrin om biskoppernes læreembede. Samtidig ser de normalt nødvendigheden af at udnævne en præst over de ældste. Præsten påtager sig opgaven med at prædike i kirken og har det sidste ord i vigtige beslutninger. Et argument, der ofte anføres til støtte for dette, er eksemplet med Timotheus og Titus, Paulus’ medarbejdere, som havde betydelig autoritet i Efesus og på Kreta (1Timotheus 1:3, Titus 1:5). Dette ræsonnement ser bort fra det faktum, at disse medarbejdere blev efterladt disse steder for at afslutte apostlens arbejde. De blev ikke der på ubestemt tid, og der blev ikke oprettet nogen stilling eller noget embede til at fortsætte deres rolle efter deres afrejse.

Jerome, en af kirkefædrene fra det fjerde århundrede, anså ikke denne udbredte form for kirkeledelse for at være givet af Herren, men for at være en senere udvikling inden for kirken. Han skrev:

…Før der opstod splittelse i religionen ved djævelens tilskyndelse, og før det blev talt blandt folket: “Jeg hører til Paulus, jeg hører til Apollos, og jeg hører til Kefas selv”, havde kirkerne været styret i fællesskab af presbyterråd. Så snart hver enkelt af dem begyndte at betragte dem, han døbte, som sine egne og ikke som Kristi, blev det besluttet over hele verden, at en mand udvalgt blandt præsterne skulle stå over resten og tage sig af hele kirken. På denne måde blev kimen til skisma udryddet. … Derfor skulle biskopperne overveje, at de blev sat over presbytere på grund af en skik snarere end på grund af en befaling fra Herren, og at man burde lede kirken i fællesskab og efterligne Moses, der, selv om han kunne være blevet alene i spidsen for Israel, valgte halvfjerds mænd, som han dømte folket sammen med. (Hieronymus, Commentarius in epistulam Pauli ad Titum 1:5)

Men at gennemføre en menneskeskabt “skik” er ikke en reel åndelig løsning på problemet.

6 Vores konklusioner

1. Ingen mand er ufejlbarlig. Enhver kan have brug for korrektion. Enhver kristen bør vokse i at bære ansvar. Vi ser det ikke som Guds ledelse at udpege én leder over kirken eller et lokalt kristent samfund.
2. Ældre hjælper en kristen kirke til at holde fast i den rette lære og levevis. Deres autoritet bør ikke være baseret på en universitetsuddannelse eller på lederfærdigheder, men på deres lydighed mod Gud, kristne dyder, erfaring og deres evne til at undervise. Ældste i kirken kan enten blive udnævnt eller naturligt anerkendt på grund af deres gode eksempel og udholdenhed. I Bibelen finder vi ingen eksempler på, at en kirke udnævner ældste ved afstemning. I modsætning til mange samfund i Det Nye Testamente blev vores samfund ikke grundlagt af missionærer, der udnævnte ældste. Vi er vokset gradvist, og vi kender hinanden godt. Vi kender også vores ældste. Det ændrer ikke deres opgave, og alt det, vi har sagt om de ældste, kan anvendes på dem. De tager del i vores liv, og vi tager del i deres liv. De tjener deres egne penge i normale job, ligesom de andre gør det. De har også brug for opmuntring og formaning, ligesom de andre har brug for opmuntring og formaning. De bekender også deres synder over for alle de andre kristne. De ældste er ikke de eneste, der underviser.
3. Vi skal ikke mødes for at blive fodret med et program, men for at dele. Det er ikke svært at deltage i møder, hvor nogen lægger et program frem. På denne måde lærer man dog ikke et menneske at tage ansvar. Hvis kristne ikke lærer at bære ansvar for kirken, er en udvikling mod en forkert struktur uundgåelig. At elske andre betyder at påtage sig ansvar for dem. Apostlen Paulus opfordrer os til at gøre dette:

Jeg er selv tilfreds med jer, mine brødre, at I selv er fulde af godhed, fyldt med al viden og i stand til at undervise hinanden. (Romerne 15:14)

Brødre, hvis nogen bliver grebet i nogen overtrædelse, skal I, som er åndelige, genoprette ham i en mildheds ånd. Hold øje med jer selv, så ikke også I bliver fristet. (Galaterbrevet 6:1)

Derved kan vi opbygge en enhed, som ikke er påtvunget ovenfra, men som kommer fra vores hjerter. En sådan enhed kan også være et vidnesbyrd for verden.

Men hvis alle profeterer, og en ikke-troende eller en ubegavet mand kommer ind, bliver han overbevist af alle, han bliver stillet til regnskab af alle; hans hjertes hemmeligheder bliver afsløret; og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og erklære, at Gud sandelig er iblandt jer. (1 Korinther 14:24-25)

Vi lærer at bære dette ansvar hver dag, idet vi bevarer den ydmyghed, der gør os i stand til at lytte til de andre – til vores ældre, men også til vores yngre åndelige brødre og søstre. (1 Peter 5:5)

7 Tekster, der bruges til at retfærdiggøre den struktur, som findes i dag

Der er to steder, hvor ordet “tilsynsførende” (Gk: episkopos) står i ental. Nemlig 1 Timotheus 3,2 og Titus 1,7. Titus 1,5 henviser til de samme personer, og der kan man se, at det forudsætter, at der er flere ældste eller tilsynsførende i et samfund. Her beskriver Paulus forudsætningerne for at være opsynsmand i et samfund. Han ønsker ikke at sige, at der kun skal være én. Beskrivelsen af diakonerne i 1 Timotheus 3,8 er skrevet i flertal, men det er ikke i modstrid med beskrivelsen i ental i de tidligere vers. De er blot forskellige måder at opregne de vigtigste krav til begge opgaver på. Det svarer til at sige: Motorcykler har normalt to hjul. En bil har derimod altid fire.

I Hebræerbrevet 13 nævnes ledere to gange. I vers 7 er der tale om apostlene og de ældste fra kirkens begyndelse. I vers 17 er de ældste på det tidspunkt, hvor brevet blev skrevet, menes de ældste på det tidspunkt, hvor brevet blev skrevet. Dette er blot en anden betegnelse for de ældste eller tilsynsførende – hvilket er endnu et tegn på, at de tidlige kristne ikke havde officielle titler og stillinger.

James, Herrens bror, omtales ofte som lederen af menigheden i Jerusalem, fordi han nævnes særskilt flere steder i Det Nye Testamente (f.eks. ApG 12:17 og 21:18). Han talte også det sidste ord ved det såkaldte apostelkoncil. Der er ingen tvivl om, at han havde stor autoritet blandt de kristne. Hans lydighed og dybe forståelse af Jesu lære fremgår af Jakobsbrevet. Selv ikke-kristne omtalte ham som Jakob den retfærdige. Der er imidlertid en verden til forskel mellem en troende, der nyder stor respekt på grund af sin store hengivenhed, og at have en position som den eneste leder af en kirke. En sådan stilling fandtes slet ikke i den tidlige kirke. Som tidligere nævnt kritiserede apostelen Johannes skarpt ønsket om at være den første (3. Johannes).

Med hensyn til påstanden om, at Peter var biskop i Rom eller endda den første pave, er vi ved at forberede en artikel om pavedømmet.

Rul til toppen

1. Der er to steder, hvor vi finder ordet “opsynsmand” (episkopos) skrevet i ental. Disse skriftsteder er: 1 Timotheus 3:2 og Titus 1:7. I Titus 1,5 kan vi se, at der forudsættes en flerhed af ældste i menigheden. Så ordet “tilsynsførende” er brugt i ental, fordi disse passager beskriver de egenskaber, der kræves af en tilsynsførende. Det udtrykker ikke, at der kun skal være én tilsynsførende.
2. Litterært: “daglig tjeneste” græsk: diakonia.
3. græsk: diakonein.
4. Kirkeforvaltning ved monarkiske biskopper: monarkisk episkopat.
5. Tallet tolv var symbolsk for nationen Israel, og apostlene ønskede at fastholde dette tal som et udtryk for en ny begyndelse for Guds nation. Dette var vigtigt, da apostlene begyndte at prædike. Senere, da apostlen Jakob døde, blev tallet ikke fuldendt.
6. I ordets oprindelige betydning, dvs. “hele” eller “generelle” – ikke “romersk” katolsk.