Epistemologi, eller teorien om viden, er en gren af filosofien, der undersøger karakteren af viden, forholdet mellem viden og sandhed og oprindelsen af overbevisninger. Den er afledt af det græske ord ‘epistēmē’, der betyder ‘viden’.

De indledende lektioner i mit epistemologikursus bragte den primære forskel mellem ord som sandhed, tro og viden frem. Den formede de primære begreber og forudsætninger, der er nødvendige for at forstå berømte filosoffers synspunkter, og hvad de havde at sige om emnet. Jeg blev overrasket over, at min tro på videns objektivitet blev ødelagt inden for den første halve time af forelæsningen, da viden fik en helt anden betydning og et helt andet formål.

De ældgamle spørgsmål i filosofien, såsom hvordan man definerer viden, hvor kommer viden fra, er viden mulig, hvordan kan vi vide, og hvordan hænger viden sammen med sandhed, får et særligt momentum i dagens tid, hvor ethvert spørgsmål, der falder en ind, blot kan slås op på nettet med resultater, der vises i løbet af få sekunder. Med millioner af ressourcer og en overflod af information er det svært at skelne mellem ægte kilder og de falske. Dette bringer et andet vigtigt spørgsmål med sig:

Hvordan krediteres en kilde som værende ægte alligevel?

Da alle kilder er farvet og skævvredet i et vist omfang, er der ingen måde at afdække en “absolut sandhed” på. Faktisk er en absolut sandhed i sig selv ikke-eksisterende. Epistemologien er vigtig, fordi den præger vores måde at tænke på. Moderne epistemologi er en sammenstilling af to grundlæggende teorier – empirisme og rationalisme, og hvordan sammenstødet mellem de to giver anledning til forskellige teorier og spørgsmål.

Empirisme er en teori om, at viden erhverves gennem sanserne. Den blev anbefalet af filosoffer som John Locke, David Hume og George Berkeley, og den blev begejstret af eksperimentalvidenskabens fremkomst og udviklet gennem det syttende og attende århundrede. På den anden side er rationalismen en teori om, at viden opnås ved hjælp af fornuften. Fornuften prioriteres her højere end erfaringen og fremmes som det grundlæggende grundlag for at afgøre, hvor sikker viden er. Blandt de klassiske rationalister kan nævnes Rene Descartes, Immanuel Kant og Gottfried Leibniz. Jeg fandt begge skoler lige spændende, men ufuldstændige i en vis henseende, selv om de udgør et gensidigt udtømmende sæt af måder at opnå viden på.

De første to filosoffer, som jeg kommer til at tænke på, er John Locke og Bishop Berkeley. Locke, en britisk empiriker fra det syttende århundrede, betragtede sin filosofi som et supplement til Newtons fysik og argumenterede for tilstedeværelsen af to slags kvaliteter, primære og sekundære. Primære kvaliteter er fysiske kvaliteter som f.eks. hårdhed, masse eller bølgelængde og relaterer sig til de fysiske begreber om kvantificering. Sekundære kvaliteter er derimod subjektive og opnås gennem umiddelbare sanseindtryk som f.eks. smag, lugt eller tekstur. Berkeley var en anglo-irsk empiriker fra det 18. århundrede, som mente, at det at være var lig med at opfatte. Han var kritisk over for Newton og hævdede, at kun sekundære kvaliteter eksisterer, da det er de eneste kvaliteter, der kan opfattes. Med udgangspunkt i kristendommen hylder han Gud som den konstante percipient, hvilket retfærdiggør eksistensen af et objekt, selv når det ikke er i syne for et menneske. Selv om hans filosofi umiddelbart lød ganske overbevisende for mig, havde jeg svært ved at være enig i præmissen om, at sekundære kvaliteter slet ikke eksisterer. Jeg vidste ikke, at vi endnu skulle præsenteres for en anden radikal filosof, nemlig David Hume.

Hume var endnu en empiriker, men med et synligt anderledes præg i sine argumenter. Han var en skotsk filosof fra det attende århundrede, og han insisterede på, at viden kommer fra sanseoplevelser, og at alle det menneskelige sinds opfattelser med sikkerhed kunne klassificeres som enten indtryk eller idéer. Idéer opstår af indtryk, og indtryk sætter spørgsmålstegn ved materiens eksistens. Han fortsatte med at give induktions- og årsagsteorien, idet han sagde, at der ikke findes noget som et årsag-virkningspar, men kun korrelationer mellem begivenheder i universet. Så at sige, at ilden forårsagede forbrændingen er improviserbar; kun at der er en korrelation mellem ilden og forbrændingerne. Han drev også bundteorien om personlig identitet frem og delte Buddhas idé om “intet selv” med subtile forskelle.

I modsætning til empirikerne debatterede rationalisterne, at viden kommer fra sindets strukturer og rationelle principper. Den vigtigste rationalist, der diskuteres i klassen, er René Descartes, en fransk filosof fra det syttende århundrede, som kom med den berømte filosofiske udtalelse “Cogito ergo sum”, der betyder “Jeg tænker, derfor er jeg”. Ifølge ham er det solide grundlag for fornuftsprincipperne det tænkende selv. Jeg er ikke helt enig i den empiristiske idé, da opfattelser og sanseindtryk er forskellige fra kultur til kultur, fra gruppe til gruppe og endog fra individ til individ. Hvordan kan man retfærdiggøre eksistensen af farven blå over for f.eks. en person, der er født blind? Der er derfor visse ting, der eksisterer hinsides opfattelsen. Vi er blinde for utallige andre farver og bølgelængder, som ikke kan opfattes af det menneskelige øje. Dette fornægter dog ikke deres eksistens. Igen kan rationalismen ikke redegøre for alle de ting, der eksisterer, da enhver viden ikke kan opnås a priori (forud for erfaring), og ikke alle kan spores tilbage til logikkens og fornuftens rødder i det menneskelige sind. Empirisme er lettere, da rationalismen inkorporerer den medfødte viden eller ræsonnement som en separat uafhængig enhed, der eksisterer uden for de fem sanser. Rationalismen udvider imidlertid mennesket til noget mere end det, det blot oplever, hvilket lyder meget overbevisende, for havde vi kun handlet om vores sanser, ville vi have været meget let håndterbare af ydre kræfter. Videnskaben kunne ikke have gjort fremskridt uden en subtil sammenblanding af begge dele, da den både integrerer empirisk viden samt bygger videre på observationen gennem delikate ræsonnementer og logik.